Denne bog tilbyder en ny, komparativ tilgang til minimalistisk dansk kortprosa fra 1990‘erne. Den sætter fokus på genrens underbelyste forbindelser til tre andre beslægtede litterære traditioner: den amerikanske short-story, den fantastiske fortælling dyrket af Franz Kafka og Jorge Luis Borges, samt den norske punktroman. Den danske kortprosas dialogiske referencer analyseres i bogen med fokus på flere aspekter, herunder udtryk, form, omfang, funktion, og ikke mindst betydning for den reelle læser. Således giver bogen et nuanceret indblik i genrens intertekstuelle komposition, både med hensyn til æstetik og tolkning. Ved at stille skarpt på den danske kortprosas fortrængte dialogisme tegner bogen et billede af genren som et vigtigt aspekt af kortprosaens globale udvikling i 1900-tallet.